Økonomisk ansvarlighed og et stærkt lokalt fællesskab – med modet til at udvikle
Dragør skal være en kommune, hvor vi både passer på pengene og på hinanden. Vi skal fastholde en sund økonomi, men også turde udvikle vores lokalsamfund. Det ene udelukker ikke det andet – det kræver blot prioritering, ledelse og politisk mod.
Venstre har været garant for ansvarlig økonomi i Dragør. Vi har sikret historisk høj kassebeholdning, reduceret gælden og fastholdt driftsoverskud. Det giver os frihed til at investere i det, der skaber værdi for borgerne – og ro til at håndtere fremtidens udfordringer.
Men økonomisk ansvarlighed er ikke kun noget, man siger. Det er noget, man gør.
Derfor arbejder jeg for:
- At fastholde en kassebeholdning på minimum 50 mio. kr.
- At kommunens overskud bruges til velfærd, afdrag og investeringer – ikke til overforbrug
- At digitalisering og smartere arbejdsgange bruges til at frigøre ressourcer
- At vi tænker økonomi og kvalitet sammen – ikke hver for sig
Samtidig skal vi skabe rammer for et levende lokalsamfund. Jeg ønsker:
- Et nyt bibliotek og samlingspunkt, der skaber liv i byen
- Bedre vilkår for foreninger, kultur og idræt – også for dem med særlige behov
- Et mere erhvervsvenligt Dragør – med færre barrierer og mere samarbejde
- Mindre bureaukrati og bedre service for borgere og virksomheder
Dragør må aldrig blive en kommune, der står stille. Vi skal have modet til at udvikle os – uden at sætte ansvarligheden over styr. Det kræver både overblik, realisme og evnen til at lytte.